Smaragdtavlerne

Studiegruppe

JEG THOTH

 

Jeg, THOTH, af Atlantis, mysteriernes mester,

arkivar, mægtig konge, magiker,

som lever fra generation til generation,

skal nu gå ind i Amenti’s haller

og sætte mig ned for at lede

dem, der vil følge efter,

med disse arkiver af umådelig visdom fra det store Atlantis.

 

I den store by KEOR på øen UNDAL

i en længst forsvundet tid, begyndte jeg denne inkarnation.

Ej som de små mennesker i den nuværende tidsalder

levede og døde de mægtige fra Atlantis.

Men fra æon til æon fornyede de deres liv i Amenti’s haller,

hvor livets flod evigt flyder videre.

 

Hundrede gange ti

har jeg gået ned ad den mørke vej, der førte til lyset,

og lige så mange gange er jeg opsteget

fra mørket og ind i lyset med fornyet styrke og kraft.

 

Nu nedstiger jeg for en tid,

og menneskene i KHEM [Oldtidens Ægypten]

vil ikke mere kende mig.

 

Men i en endnu ufødt tid vil jeg stige igen,

mægtig og kraftfuld og afkræve

regnskab af dem, jeg lod bag mig.

 

Tag jer da i agt, o mænd fra Khem,

dersom I falskeligt har forrådt min lære.

Thi jeg vil kaste jer ned fra jeres høje stade

ind i mørket af de huler, hvorfra I kom.

 

Forråd ikke mine hemmeligheder

til mændene i nord

eller mændene i syd,

at ikke min forbandelse skal falde over jer.

 

Husk og agt på mine ord,

for jeg vil afgjort vende tilbage igen

og kræve det af jer, som I vogter.

Ja, selv fra før tiden og fra før døden vil jeg vende tilbage,

belønne eller straffe,

alt efter som I har gengældt jeres sandhed.

 

Stort var mit folk i gamle dage,

mægtigt og hinsides fatteevnen

hos de små mennesker, der nu omgiver mig.

De kendte den gamle visdom

og søgte langt inde i uendelighedens hjerte

den kundskab, der tilhørte Jordens ungdom.

 

Vise var vi, med den visdom

fra Lysets Børn, der dvælede iblandt os.

Stærke var vi med kraften

uddraget fra den evige ild.

 

Og blandt alle disse, størst blandt menneskenes børn,

var min fader THOTME, det store tempels vogter,

bindeleddet mellem Lysets Børn, der dvælede inde i templet,

og de menneskeracer, der beboede de ti øer.

 

(Han var) talerør for de Tre,

beboere i UNDAL,

og talte til kongerne med den stemme,

der (bare) skal adlydes.

 

Voksede jeg op dér fra barn og ind i manddom,

blev af min fader oplært i de ældre mysterier,

indtil med tiden visdommens bål groede frem,

indtil det sprang frem med en fortærende flamme.

 

Ej jeg ønskede andet end opnåelse af visdom,

indtil på en stor dag befalingen kom fra den,

der dvæler i templet, at jeg skulle føres frem for ham.

Få var der blandt menneskenes børn,

der havde betragtet dette magtfulde ansigt og levet,

thi ej som menneskets sønner er Lysets Børn,

når ikke de er inkarneret i et fysisk legeme.

 

Udvalgt blev jeg blandt menneskets sønner

(og) oplært af tempeldvæleren,

så at hans intentioner kunne gå i opfyldelse,

endnu ufødte formål i tidens skød.

 

I mange (tids)aldre boede jeg i templet,

lærte mere og stadig mere visdom,

indtil også jeg nærmede mig

det lys der udgik fra den store ild.

 

Lærte han mig da vejen til Amenti,

den underverden, hvor den store konge sidder

på sin magtens trone.

 

Dybt jeg bukkede mig i ærefrygt for Livets Herrer

og Dødens Herrer

og modtog som gave Livets Nøgle.

 

Fri var jeg af Amenti’s Haller,

ej bundet ved død til livets kredsløb.

Langt ud til stjernerne rejste jeg,

indtil rum og tid blev til intet.

 

Efter da at have drukket dybt af visdommens bæger

så jeg ind i menneskenes hjerter,

og dér fandt jeg større mysterier og var glad.

Thi kun i søgen efter Sandhed kunne min sjæl

stilnes, og flammen i den blive vederkvæget.

 

Op gennem tidsaldrene levede jeg

og så menneskene omkring mig drikke af dødens bæger

og atter vende tilbage til livets lys.

 

Gradvis kom fra Atlantis’ kongeriger bølger

af bevidsthed, der havde været ét med mig,

for kun at blive erstattet af sæd fra en lavere stjerne.

 

I lydighed mod loven

voksede Mesterens ord til en blomst.

Ned i mørket gik atlantidernes tanker.

Indtil Dvæleren til sidst i sin vrede opsteg fra sin AGWANTI

[der findes intet tilsvarende ord hverken på engelsk eller dansk,

men det betyder en tilstand af upartiskhed]

og udtalte ORDET, kaldte på kraften.

 

Dybt i Jordens hjerte hørte Amenti sønnerne (ordet),

og da de hørte det, ledede de den ildblomst,

der brænder evigt, foranderligt og skiftende,

idet de brugte LOGOS,

indtil den store ild skiftede retning.

 

Ud over verden brød da de store vande, druknende og sænkende,

ændrende Jordens balance,

indtil kun Lysets Tempel stod tilbage,

stående på det store bjerg på UNDAL (ø),

der stadig hævede sig op af vandet.

Nogle (mennesker) dér var i live,

reddet fra fontænernes frembrusen.

 

Kaldte mig da Mesteren og sagde:

Saml mit folk. Før dem ved (hjælp af) den kunst,

du har lært langt borte over vandene,

indtil de når landet med de hårede barbarer,

der bor i huler i ørkenen.

Følg dér den plan, du kender til.

 

Samlede jeg da mit folk

og gik ombord i Mesterens store skib.

Op steg vi om morgenen.

Dybt under os lå templet.

Pludselig lukkede vandene sig over det.

 

Forsvundet fra Jorden (’s overflade),

indtil det fastsatte tidspunkt,

var det store tempel.

 

Hurtigt vi flygtede mod morgensolen,

indtil under os lå landet tilhørende KHEM’s børn.

Rasende kom de med våben og spyd

løftet i vrede og søgende at (ned)slagte

og fuldstændig ødelægge Atlantis’ sønner.

 

Da hævede jeg min stav og rettede en stråle af vibrationer,

der slog dem med lammelse i deres (fod)spor som brudstykker

af sten fra bjerget.

 

Da talte jeg til dem med rolige og fredfyldte ord.

fortalte dem om Atlantis’ magt.

Sagde, vi var børn af Solen og dens budbringere.

Slog dem med fejhed med min opvisning af magisk videnskab,

indtil de krøb for min fødder, da jeg frigav dem.

 

Længe boede vi i landet KHEM,

længe og endnu længe igen.

Indtil jeg adlød ordrerne fra Mesteren,

der skønt sovende dog lever evigt,

og sendte Sønnerne fra Atlantis,

sendte dem i mange retninger,

så at fra tidens bug atter

visdom kunne opstå i hendes børn.

 

Længe dvælede jeg i landet KHEM,

udførte stor dåd i kraft af visdommen i mig.

Op i kundskabens lys voksede KHEM’s børn,

næret af regnskyl fra min visdom.

 

Sprængte jeg derpå en sti til Amenti,

så at jeg kunne genvinde mine kræfter,

leve fra tidsalder til tidsalder som en sol fra Atlantis,

bevare visdommen, bevare arkiverne.

 

Ganske få af KHEM’s sønner,

der overvandt folkeslag omkring dem,

voksede langsomt opad i sjælekraft.

 

Nu går jeg for en tid fra dem

og ind i Amenti’s mørke haller,

dybt inde i Jordens haller,

frem for Kræfternes Herrer,

atter ansigt til ansigt med Dvæleren.

 

Højt over indgangen rejste jeg en dør, en portåbning,

der fører ned til Amenti.

Kun få ville have mod til at vove det,

få passerer portalen til det mørke Amenti.

Over portalen jeg rejste en mægtig pyramide,

brugte den kraft, der overvinder Jordens kraft (tyngdekraft).

Dybt og endnu dybere placerer jeg et kraft-hus eller kammer,

fra dette skar jeg en cirkulær passage,

der næsten nåede op til den høje top.

 

Andre kamre jeg byggede og efterlod dem tilsyneladende tomme;

men skjult i dem er nøglerne til Amenti.

Den, der modigt ville trodse de mørke riger,

lad ham først blive renset ved en lang faste.

 

Ligge i stensarkofagen i mit kammer.

Da røber jeg de store mysterier for ham.

Snart skal han følge til det sted, jeg vil møde ham;

(ja) selv i Jordens mørke skal jeg møde ham,

jeg, Thoth, Visdommens Herre, møde ham og holde ham

og altid dvæle ved ham.

 

Byggede jeg den store pyramide,

(i et) mønster (overensstemmende med) Jordkraft pyramiden,

evigt brændende, så at også den,

kunne forblive (intakt) gennem tidsaldrene.

 

(Ind) i den byggede jeg min viden om ”Magisk Videnskab”,

så at jeg atter kunne være her, når jeg vender tilbage fra Amenti.

Ja, mens jeg sover i Amenti’s haller,

vil min frit omstrejfende sjæl inkarnere,

dvæle blandt mennesker i denne eller en anden form. (Hermes, den tre gange fødte).

 

Jeg er Dvælerens udsending på Jorden,

opfylder hans bud, så at mange kan blive opløftet.

Nu vender jeg tilbage til Amenti’s haller

og efterlader noget af min visdom.

Bevar den og hold Dvælerens bud.

Løft altid jeres øjne op mod lyset.

 

Med tiden vil I afgjort være ét med Mesteren,

i kraft af (fødsels)ret er I afgjort ét med Mesteren,

i kraft af retten er I ét med ALTET.

 

Nu skilles jeg fra jer.

Kend mine bud,

hold dem og vær dem,

og jeg vil være med jer,

hjælpe og lede jer ind i Lyset.

 

Nu åbner portalen sig foran mig.

Jeg går ned i nattens mørke.