Tidens Nøgle

 

Lyt, o menneske. Tag imod min visdom.

Lær af de dybt skjulte mysterier i rummet.

Lær om den TANKE, der voksede i afgrunden,

(og) som bringer ORDEN og HARMONI i rummet.

 

Vid, o menneske, at alt, hvad der eksisterer,

kun har eksistens på grund af LOVEN.

Kend LOVEN, og du vil blive fri,

aldrig bundet af nattens lænker.

 

Langt, gennem besynderligt rum har jeg faret,

ind i dybderne af tidens afgrund,

indtil alt til slut var afsløret.

Vid, at mysterier kun er mysterier,

når det er ukendt viden for mennesket.

Når du har loddet hjertet i alt mysteriet,

vil kundskab og visdom med sikkerhed blive dit.

 

Søg og erfar, at TIDEN er den hemmelighed,

hvorigennem du kan blive fri af dette rum.

 

Læge har jeg, VISDOM, søgt visdom,

ja, og vil søge (videre) til evighedens ende.

Thi vid, at altid vil det mål,

jeg søger at nå, vige tilbage.

Selv KREDSLØBENES HERRER

véd, at heller ikke de har nået målet.

For med al deres visdom

véd de, at SANDHEDEN til stadighed vokser.

 

Engang i fordums tid talte jeg til Dvæleren.

Spurgte om mysteriet med tid og rum.

Stillede ham det spørgsmål, der brusede i mit væsen:

O, herre, hvad er tid?

 

Da talte han, mesteren, til mig:

Vid, o Thoth, at i begyndelsen

var der et tomrum og intet –

en tidløs, rumløs intethed.

Og ind i Intetheden kom en tanke,

fyldt med hensigt og altgennemtrængende,

og den opfyldte tomrummet.

Der eksisterede intet stof, kun kraft,

en bevægelse, en malstrøm eller vibration

af den formålsfyldte tanke,

der opfyldte TOMRUMMET.

 

Og jeg spurgte Mesteren og sagde:

Var denne tanke evig?

Og Mesteren svarede mig og sagde:

I begyndelsen var der evig tanke,

og for at tanke kan være evig , må tid eksistere.

Altså voksede TIDENS LOV frem

inde i den altgennemtrængende tanke.

Ja, tid, der eksisterer gennem alt rum,

flyder i en jævn og rytmisk bevægelse,

der evigt er i en fikseret tilstand.

 

Tiden forandrer sig ikke;

men alt ændrer sig med tiden.

For tiden er den kraft,

der holder begivenheder på afstand (af hinanden),

hver af dem på deres eget sted.

Tid er ikke i bevægelse;

men du bevæger dig gennem tiden,

efterhånden som din bevidsthed

går fra den ene begivenhed til den anden.

 

Ja, i kraft af tid eksisterer alt i altet,

en evig ENE eksistens.

Vid, at selv om I er adskilt i tid,

er I stadig ét, eksisterende i alle tider.

 

Tav da Dvælerens stemme,

og jeg gik (min vej) for at spekulere over tiden.

Thi jeg vidste, at i disse ord lå der visdom

og en vej til at udforske tidens mysterier.

 

Ofte tænkte jeg over Dvælerens ord.

Dernæst søgte jeg at løse mysteriet med tiden.

fandt da, at tiden bevæger sig gennem besynderlige vinkler.

Men kun ved hjælp af kurver

kunne jeg håbe på at få fat i den nøgle,

der ville give mig adgang til rumtid.

Fandt jeg da, at kun ved at bevæge mig opad

og så igen bevæge mig mod højre

kunne jeg blive fri af bevægelsens tid.

 

Frem kom jeg og ud af min krop,

bevægede mig i mønstre, der ændrede mig i tiden

[dvs. tillod mig frihed til at bevæge mig

uanset den til bevægelsen normalt hørende tid (Stig)].

Mærkelige var de syn, jeg så på mine rejser,

mange de mysterier, der åbnede sig for mig.

Ja, jeg så menneskets begyndelse,

lærte af fortiden, at intet er nyt.

 

Søg, o menneske, at lære den vej,

der fører gennem de rum,

der er fremkommet i tidens løb.

 

Glem ikke, o menneske, i al din søgen,

at Lyset er det mål, du skal søge at opnå.

Søg efter Lyset på din vej,

og da vil målet altid stå klart for dig.

 

Lad ikke nogen sinde dit hjerte vende sig mod mørket,

lad din sjæl skinne, være en Sol på vejen.

Vid, at med evig klarhed

vil du altid finde din sjæl skjult i Lys,

aldrig bastet af lænker eller mørke;

altid vil den skinne som en Lysets sol.

 

Ja, vid, at om end skjult i mørke,

eksisterer din sjæl som en gnist af den sande flamme.

Vær ét med det største af alle Lys.

Find ved KILDEN dit endelige mål.

 

Lys er liv, for uden det store Lys

kan intet nogensinde eksistere.

Vid, at i alt dannet stof

eksisterer Lysets hjerte allerede,

Ja, skønt bundet i mørket,

eksisterer altid det iboende Lys.

 

Engang stod jeg i Amentis Haller

og hørte stemmerne fra Amenti herrerne

udsynge i toner, der ringede gennem stilheden,

magtfulde ord, umådelige og kraftfulde.

De sang tidscyklernes sang –

de ord, der åbner vejen til det hinsidige.

Ja, jeg så den store vej åbnet

og så et øjeblik ind i det hinsidige.

Da så jeg tidscyklernes bevægelser,

uendelige, sådan som KILDENS tanke kunne overføre (dem).

 

Da vidste jeg, at selv uendeligheden

bevæger sig videre til en utænkelig afslutning.

Jeg så, at Kosmos er orden

og en del af en bevægelse, der udstrækker sig til alt rum,

en del af en Ordens Orden,

der konstant bevæger sig i en rummets harmoni.

 

Jeg så tidscyklernes hvirvlen

som uhyre cirkler hen over himlen.

Da vidste jeg, at alt, hvad der har eksistens,

vokser for at møde endnu et andet væsen

i en fjern gruppering af rum og tid.

 

Da vidste jeg, at der er kraft i ORD

til at åbne de planer, der er skjult for mennesket.

Ja, selv i ORD ligger skjult den nøgle,

der vil åbne foroven og forneden.

 

Hør nu efter, menneske, dette ord vil jeg overlevere dig.

Brug det, og du vil finde kraft i dets lyd.

Sig ordet:

”ZIN-URU”,

og du vil finde kraft.

Dog må du forstå, at mennesket er af Lyset,

og Lyset er af mennesket.

 

Lyt, o menneske, og hør et mysterium,

mere besynderligt, end hvad der er under Solen.

Vid, o menneske, at alt rum

er fyldt med verdener inden i verdener;

j, den ene inden i den anden og dog adskilte ifølge Loven.

 

Engang i min søgen efter dybt begravet visdom

åbnede jeg døren, der adskiller DEM fra mennesket.

Kaldte jeg da fra det andre planer af eksistens

én, der var mere smuk end menneskenes døtre.

Ja, jeg kaldte hende frem ud af rummet

for at skinne som et lys i menneskets verden.

 

(jeg) brugte da slangetrommen,

bar dragten af purpur og gul,

placerede kronen af sølv på mit hoved.

Omkring mig skinnede cirklen af zinnober.

Da hævede jeg armene og istemte den påkaldelse,

der åbner vejen til planerne hinsides, råbte til TEGNENES HERRER i deres huse:

Herrer over de to horisonter,

vogtere af de tredobbelte porte,

stå til højre den ene af jer og til venstre den anden,

medens STJERNEN stiger op på sin trone

og regerer over sit stjernebillede.

Ja, du mørke prins af ARULU,

åbn portene til det tågede, skjulte land

og frigiv hende, som du holder fængslet.

 

Hører I, hører I, hører I,

mørke Herrer og skinnende Herrer,

(og ved deres hemmelige navne)

[som Thoth ikke gengiver her],

navne, som jeg kender og kan udtale,

Bøj jer og adlyd min vilje.

[Her har jeg gættet; for i sætningen står der year yee (Stig)]

 

Da oplyste jeg med flammer min cirkel

og kaldte på HENDE

i rum-planerne hinsides.

Lysets Datter, vend tilbage fra ARULU.

 

Syv gange og atter syv gange

er jeg gået gennem ilden.

Føde har jeg ikke fortæret,

vand har jeg ikke drukket.

Jeg kalder dig (hid) fra ARULU, fra EKERSHEGAL’s riger.

Jeg påkalder dig, Lysets dame.

 

Da rejste de mørke skikkelser sig foran mig,

ja, skikkelserne af Arulu’s herrer.

De skiltes foran mig,

og frem kom Lysets Dame.

 

Fri var hun nu af nattens Herrer,

fri til at leve i lyset fra den jordiske sol,

fri til at leve som et barn af Lyset.

 

Hør og lyt, mine børn.

Magi er viden, og kun LOVEN er (til).

Frygt ikke kraften inden i dig;

for den følger Loven ligesom stjernerne på himlen.

 

Vid, at når du er uden viden,

er visdom magi og ikke af Loven.

Men vid, at selv du i kraft af din viden

kan komme nærmere til et sted i Solen.

 

Lyt, mine børn følg min lære.

Søg stedse lyset.

Skin i menneskenes verden hele vejen rundt om dig,

(vær) et lys på den sti, der skal skinne blandt mennesker.

 

Følg mig og lær af min magi.

Vid, at al kraft er din, om du vil.

Frygt ikke den vej, der fører dig til kundskab,

men oplys hellere den mørke vej.

 

Lyset er dit, o menneske, tag det blot.

Kast lænkerne af dig, og du vil blive fri.

Vid, at din sjæl lever i lænker,

fastholdt af frygt, der holder dig i trældom.

 

Åbn dine øjne og se det store SOL-LYS.

Vær ikke bange, for alt er dit.

Frygt er Herren over det mørke ARULU,

for ham, der aldrig stod over for den mørke frygt.

Ja, vid, at frygt har eksistens,

skabt af dem, der er bundet af deres frygt.

 

Ryst jeres lænker af, mine børn,

og gå i den strålende dags lys.

Vend aldrig jeres tanker mod mørket,

og I vil (ganske) afgjort blive ét med Lyset.

 

mennesket er kun, hvad det (selv) tror,

en mørkets broder eller et barn af Lyset.

Kom alligevel ind i Lyset, mine børn.

Gå ad den vej, der fører til Solen.

 

Hør nu efter og lyt til visdommen.

Brug det ord, jeg har givet jer

Brug det, og I vil med sikkerhed finde kraft og visdom

og Lys til at vandre vejen.

Søg og find den nøgle, jeg har givet,

og altid vil I (da) være et barn af Lyset.