Dvæleren af Unal

 

Ofte jeg drømte om det begravede Atlantis,

tabt i de tidsaldre, der er gået bort i natten.

Æon efter æon eksisterede du i skønhed,

et lys der skinnede gennem nattens mørke.

 

Mægtig i kraft, regerende den jordfødte,

Jordens Herre i Atlantis’ dage.

 

Konge over nationerne, mester i visdom,

LYS gennem SUNTAL.

vogter af vejen

dvælede han i sit tempel,

Unals Mester,

Jordens Lys i Atlantis’ dage.

 

Mester var Han, fra en cyklus før os,

levede i legemer som én blandt mennesker.

 

Ikke som den jordfødte,

skred Han, Solen fra en cyklus,

fra før os, fremad og videre end mennesket.

 

Vid, o menneske, at HORLET, Mesteren,

var aldrig som menneskebørnene.

 

Langt tilbage i fortiden, da Atlantis voksede til en magt,

viste én sig med VISDOMMENS Nøgle

og viste Lysets vej til alle.

 

Viste han da alle mennesker vejen til fuldbyrdelse,

Lysets vej- det Lys, der flyder blandt menneskene.

Mestrende mørket ledte han MENNESKESJÆLEN

op til højder, der var ét med Lyset.

 

Kongerigerne opdelte han i sektioner.

Ti var de, regeret af menneskebørnene.

 

På et andet byggede Han et Tempel,

bygget blev det, men ej af menneskebørnene.

 

Ud af æteren kaldte han dets substans,

æltede og formede det med YTOLAN’s kraft

til de former, Han opbyggede med Sit sind.

 

Mil efter mil dækkede det øen,

rum på rum voksede det i sin vælde.

 

Sort, og dog ej sort, men sort som rumtiden,

dybt i dets hjerte lå LYSETS ESSENS.

 

Hurtigt blev TEMPLET til,

formgivet og formet gennem Dvælerens ORD,

kaldt af det formløse frem til en form.

 

Byggede Han da, ind i det, store kamre,

fyldte dem med former kaldet frem af ÆTEREN,

fyldte dem med visdom kaldt frem fra Hans sind.

 

Formløs var Han inde i sit TEMPEL,

dog var han dannet i menneskets lignelse.

 

Dvælende blandt dem, dog ej af dem,

besynderlig og vidt forskellig

var HAN fra menneskebørnene.

 

Valgte HAN da ud af folket

TRE, der blev hans åbning.

 

Valgte HAN da tre blandt de Højeste

til at blive hans forbindelse med Atlantis.

 

Budbringere var de, der udbar hans råd

til kongerne for menneskebørnene.

 

Frem bragte HAN andre og lærte dem visdom,

lærere blev de for menneskebørnene.

Anbragte HAN dem da på øen UNDAL

for at stå som lærere af LYSET for menneskene.

 

Hver af dem, der således blev valgt,

oplært måtte han blive i fem og ti år.

 

Kun således kunne han have forstået at bringe

LYSET til menneskebørnene.

 

Således blev der i Templet en bolig

for menneskets Mester.

 

Jeg, THOTH, har altid søgt visdom,

søgt i mørke og søgt i Lys.

 

Længe i min ungdom jeg rejste ad vejen,

altid søgende ny viden.

 

Indtil efter megen stræben en af de TRE

bragte Lyset til mig.

 

Bragte han mig da Dvælerens bud,

kaldte mig fra mørket ind i LYSET.

Bragte han mig da frem for Dvæleren,

dybt inde i Templet foran den store ILD.

 

Dér på den store trone skuede jeg

Dvæleren, klædt i LYS

og glimtende af ild.

Ned jeg knælede foran den store visdom

følte LYSET flyde gennem mig i bølger.

 

Hørte jeg da Dvælerens røst:

”O mørke, kom ind i Lyset.

Længe har du søgt vejen til Lys.

 

Enhver sjæl på Jord, der løsner sine bånd,

vil snart blive gjort fri af nattens lænker.

Op af mørket er du steget,

er kommet nærmere Lyset, dit mål.

 

Her skal du bo som et af mine børn,

vogter af arkiver indsamlet ved visdom,

instrument du er af LYSET fra hinsides.

 

Rede du er til at gøre, hvad er fornødent,

bevarer af visdom gennem mørkets tidsaldre,

der hurtigt vil komme over menneskebørnene.

Lev dér og inddrik al visdom.

Hemmeligheder og mysterier vil blive afsløret for dig.”

 

Svarede jeg da Mesteren og sagde:

”O Lys, der nedsteg til mennesket,

giv mig af din visdom

at jeg kan blive en lærer for mennesket.

Giv mig af dit Lys, at jeg kan blive fri.”

 

Talte da atter Mesteren til mig:

”Tidsalder efter tidsalder skal du leve din visdom igennem.

Ja, når oceanets bølger ruller hen over Atlantis,

holde Lyset, skønt skjult i mørke,

rede til at komme, når som helst du bliver kaldt.

Gå nu og lær større visdom.

Voks gennem LYSET til Uendelighedens ALT.”

 

Længe boede jeg da i Dvælerens Tempel,

indtil jeg til slut var ét med Lyset.

Fulgte jeg derefter vejen til stjerneplanerne,

fulgte vejen til LYSET.

Dybt ned i Jordens hjerte fulgte jeg vejen,

lærte hemmelighederne, forneden som foroven;

lærte vejen til Amenti’s Haller,

lærte den LOV, der afbalancerer verdenen.

 

Til Jordens skjulte kamre trængte jeg ved hjælp af min visdom,

dybt gennem Jordens skorpe, ind på vejen,

skjult gennem tidsaldre for menneskebørnene.

 

Da afsløredes for mig

endnu mere visdom, indtil jeg nåede en ny viden

fandt, at alt er en del af et ALT,

stort og tilmed større end alt, hvad vi véd.

 

Uendelighedens hjerte søgte jeg gennem alle tidsaldre.

Dybere og endnu dybere fandt jeg flere mysterier.

Når jeg nu ser tilbage gennem tidsaldrene,

véd jeg, at visdom er grænseløs,

om den end er blevet større gennem tidsaldrene.

Et med uendeligheden, der er større end alt.

 

Lys var der i det gamle Atlantis.

Dog var også mørke skjult i alt.

Faldt fra Lyset ind i mørket

nogle, der var steget til højder blandt menneskene.

 

Stolte blev de på grund af deres viden,

stolte var de over deres plads blandt menneskene.

Dybt dykkede de ned i det forbudte,

opnåede den port, der førte nedad.

Søgte de da at vinde stadig mere viden,

men søgte at bringe den op nedefra.

Den, der stiger ned, må eje balance,

ellers er han bundet af mangel på vort Lys.

Åbnede de da, gennem deres viden,

veje forbudt for mennesket.

 

Men i sit Tempel, altseende, lå Dvæleren

i sin AGWANTI, medens gennem Atlantis

han sjæl strejfede frit.

Så HAN da atlantiderne, ved hjælp af deres magi,

åbne den port, der skulle

bringe Jorden en stor ulykke.

 

Hurtigt flygtede Hans sjæl da tilbage til Hans legeme,

Op steg Han af sin AGWANTI,

kaldte de tre mægtige budbringere til sig,

gav de ordrer, der rystede verdenen.

Dybt nede under Jordens skorpe til Amenti’s haller

nedsteg hurtigt Dvæleren.

Påkaldte da de kræfter, som de SYV Herrer var udrustet med,

ændrede Jordens balance.

 

Ned sank Atlantis under de mørke bølger,

sønderrev den port, der var blevet åbnet,

sønderrev den dør, der førte ned.

Alle øerne blev rystet undtagen UNAL

og en del af øen Dvælerens sønner.

Bevarede Han dem, så de kunne være lærere,

Lys på vejen for dem, der ville komme efter,

Lys for menneskets mindre børn.

 

Da kaldte han mig, THOTH, frem for sig,

gav mig ordrer om alt, hvad jeg skulle gøre, og sagde:

”Tag du, o THOTH, al din visdom.

Tag alle dine arkiver. Tag al din magi.

Fortsæt som en lærer for menneskene.

Fortsæt – og bevar arkiverne,

indtil Lyset med tiden spirer blandt mennesker.

 

Lys skal du være gennem alle tidsaldrene,

skjult og dog genfundet af oplyste mennesker.

Over hele Jorden giver Vi dig magt,

fri er du til at give eller tage den bort.

Saml nu Atlantis’ sønner.

Tag dem og flygt til klippehulernes folk.

Flyv til landet KHEM’s børn.”

 

Derpå jeg samlede Atlantis’ sønner.

Ind i rumskibet bragte jeg alle mine arkiver.

Samlede alle mine kræfter,

instrumenter, mange med umådelig magi.

 

Op steg vi da på morgenens vinger.

Højt steg vi op over Templet,

ladende bag os de TRE og Dvæleren

dybt nede i hallerne under Templet,

lukkende vejen til herrerne over Tidscykli.

 

Dog, for den, der har viden,

vil vejen til Amenti være åben.

Hurtigt flygtede vi da på morgenens vinger,

flygtede til landet KHEM.

Dér, ved min kraft

vandt jeg sejr og regerede over dem.

 

Oprejste jeg da til LYSET KHEM’s børn.

Dybt under klipperne

begravede jeg mit rumskib,

afventende den tid, da mennesket kunne blive frit.

 

Over rumskibet oprettede et mærke

i form af en løve, dog med lighed til mennesket.

Dér under billedet hviler stadig mit rumskib

til at blive bragt frem, når behovet opstår.

 

Vid, o menneske, at langt ude i fremtiden

vil indtrængende komme fra det dybe.

Vågn da op, du, der ejer visdom. Bring mit skib frem og vind med lethed.

Dybt under billedet ligger min hemmelighed.

Søg og find i den pyramide, jeg byggede.

 

Hver af dem er slutstenen til den anden (Each to the other is the Keystone),

hver af dem den port, der fører til LIV.

Følg den NØGLE, jeg efterlader mig. Søg, og døren til LIV vil blive din.

Søg i min pyramide, dybt i passagen, der ender i en mur.

 

Brug de SYV’s NØGLE, og åbnet for dig vil porten falde.

Nu har jeg givet dig min visdom. Nu har jeg åbenbaret vejen for dig.

 

Følg vejen. Find ud af mine hemmeligheder. Jeg har vist dig vejen.