Smaragdtavlerne

Studiegruppe

Den rumfødte

 

Lyt, o menneske, til visdommens røst,

lyt til Thoth’s stemme, atlantiden.

 

Gratis giver jeg dig af min visdom,

samlet fra tiden og rummet i denne cyklus;

(Mysteriernes Mester, Morgensolen,

lever evigt, et barn af Lyset,

skinner klart, en morgenstjerne.

 

THOTH, menneskets lærer, er af ALTET.

For lang tid siden, i min barndom,

lå jeg under stjernerne på det længe begravede ATLANTIS

drømte om mysterier langt over menneskene.

 

Da voksede i mit hjerte en stor længsel

efter at erobre den vej, der førte til stjernerne.

År efter år søgte jeg efter visdom,

søgte ny viden, fulgte vejen,

indtil min sjæl til sidst med stort besvær

løste sig fra sine lænker og ilede bort.

 

Fri var jeg af jordmenneskets lænker.

Endelig var stjernerummet låst op for mig.

Fri var jeg af nattens bånd.

Nu søgte jeg visdom (lige) til rummets ende,

langt ud over det begrænsede menneskes viden.

 

Langt ud i rummet rejste min SJÆL frit,

ind i uendelighedens lyskreds.

Mærkelige, ud over  viden, var nogle af planeterne,

store og gigantiske, hinsides menneskenes drømme.

 

Dog fandt jeg, at Loven, i al sin skønhed,

virkede gennem og blandt dem ligesom her hos mennesket.

 

Frem brusede min sjæl gennem uendelighedens skønhed,

langt gennem rummet fløj jeg med mine tanker.

 

Hvilede jeg dér på en smuk planet.

Harmoniske toner opfyldte hele atmosfæren.

 

Former var der, der bevægede sig i (en) orden,

store og majestætiske som stjerner i natten,

stigende i harmoni, i ordnet ligevægt,

symboler på det kosmiske, i lighed med Loven.

 

Mange de stjerner, jeg passerede på min rejse;

mangfoldige menneskeracer på hver sin verden.

Nogle rækkende højt som morgenens stjerner,

nogle faldende dybt i nattens mørke.

 

Hver og én (af dem) kæmpede sig opad,

vindende højde og synkende i dybder,

til tider bevægende sig i lysende riger,

gennemlevende mørket, stræbende mod Lyset.

 

Vid, o menneske, at Lyset er din arv.

Vid, at mørket kun er et slør.

Forseglet i dit hjerte er den evige klarhed,

ventende på et øjebliks frihed til at erobre,

ventende på at fortrænge mørkets slør.

 

Nogle, jeg fandt, der havde overvundet æteren.

Fri af rummet var de, skønt de stadig var mennesker.

Ved at bruge den kraft, der er grundlaget for ALLE ting

konstruerede de langt ude i rummet en planet,

draget af den kraft, der strømmer gennem ALTET;

sammentrækkende, sammensmeltende æteren til former,

der voksede, som de ønskede.

 

Overgik i videnskab alle racer;

mægtige i visdom stjernesønnerne.

Længe jeg standsede iagttog deres visdom.

Så dem skabe byer ud af æteren,

gigantiske var de, rosa og gyldne.

Formet de var af det primære stof,

grundlaget for alt stof, den vidtstrøede æter.

 

Længst borte i fortiden de erobrede æteren,

afkastede besværets lænker,

dannede de blot i sindet et billede,

og hurtigt skabt voksede det.

 

Videre da min sjæl hastede gennem kosmos,

skuende stadig nye og gamle ting.

Erfarede, at mennesket i sandhed er rumfødt,

en sol af solen,

et barn af stjernerne.

 

Vid da, o menneske, hvad end du beboer,

er det ét med stjernerne.

 

 

Dine legemer er intet andet end planeter,

der roterer om deres centrale sole.

 

Når vundet I har al visdoms lys,

fri skal I være til at skinne i æteren –

en af solene, der oplyser det ydre mørke,

en af de rumfødte vokset ind i Lyset.

 

Som stjernerne med tiden mister deres stråleglans,

og lyset går fra dem ind i den store kilde,

således, o menneske, går sjælen videre fremad

og lader bag sig nattens mørke.

 

Frem af den primale æter skabte I,

(den, er fyldt af den stråleglans,

der flyder fra kilden,

bundet sammen af den æter, hvormed den er vokset sammen,

og dog flammer den altid, indtil den endelig er fri.

 

Løft din flamme og ud af mørket,

fly fra natten, og I skal blive frie.

 

Rejste jeg gennem rumtiden,

vidende, at min sjæl endelig var sat fri,

vidende, at jeg nu kunne indhente visdom.

Indtil jeg til sidst passerede til et plan,

skjult fra viden,

ej kendt af visdom,

udstrækning ud over alt, hvad vi kender.

 

Nu, o menneske, da jeg havde denne viden,

blev min sjæl lykkelig,

for nu var jeg fri.

Lyt, I rumfødte,

lyt til min visdom,

véd I ikke, at også I vil blive fri?

 

Lyt igen, o menneske, til min visdom,

at også I ved at høre kan leve og blive fri.

Ikke af Jorden er I – jordiske,

men børn af det Uendelige Kosmiske Lys.

 

Kender du ikke, o menneske, din arv?

Véd du ikke, at du i sandhed er Lyset?

Sol af den store sol, når du vinder visdom,

i sandhed bliver klar over dit slægtskab med Lyset.

 

Nu giver jeg dig viden

frihed til at gå på den sti, jeg har trådt;

sandelig vise dig, hvordan jeg gennem min stræben

betrådte den vej, der fører til stjernerne.

 

Lyt, o menneske, og kend dine lænker;

vid, hvordan du befrier dig fra båndene.

ud af mørket vil du stige.

ét med Lyset og ét med stjernerne.

 

Følg altid visdommens vej.

Kun herigennem kan du stige op fra dybet.

Altid fører menneskets skæbne ham fremad

ind i kurverne af Uendelighedens Alt.

 

Vid, o menneske, at alt rum er ordnet.

Kun gennem orden er du ét med Altet.

Orden og balance et loven i Kosmos.

Følg den, og du vil blive ét med Altet.

 

Den, der gerne vil følge visdommens vej,

må være åben for livets blomst,

strække sin bevidsthed ud af mørket,

flyde gennem tid og rum i Altet.

 

Dybt i tavsheden

må først du dvæle, indtil du til slut

er fri af begæret,

fri af længslen til at tale i stilheden.

 

Overvind gennem tavshed ordenes lænker.

Afstå fra spise, indtil vi har overvundet

lysten til mad, der er sjælens lænke.

 

Læg dig da ned i mørket.

Luk øjnene for lysets stråler.

Centrer din sjælekraft i din bevidsthed,

ryst den fri af nattens bånd.

 

Anbring i dit sind det billede, du ønsker.

Visualiser det sted, du begærer at se.

Vibrér frem og tilbage med din kraft.

Frigør sjælen fra dens nat.

Heftigt må du ryste med al din kraft,

indtil din sjæl til sidst er fri.

 

Mægtig hinsides ord er den kosmiske flamme,

hænger på planer, ukendt af mennesket,

mægtig og afbalanceret, bevæger sig ordnet,

harmoniernes musik, langt fra mennesket.

 

Tal med musik, syng med farver,

flam op fra begyndelsen af evighedens Alt.

Gnist af flammen er I, mine børn,

brændende i farver og levende med musik.

Lyt til stemmen, og du vil blive fri.

 

Bevidsthedens frihed er sammensmeltet med det kosmiske,

ét med orden og kærligheden af Altet.

Véd du ej, menneske, at ud af mørket

skal Lyset flamme frem, et symbol på Altet?

 

Bed denne bøn for opnåelse af visdom.

Bed om, at Lyset må komme til Altet.

 

Mægtige Lysets Ånd, der skinner gennem kosmos,

drag min flamme nærmere ind i harmoni med dig.

Løft min ild ud af mørket,

du ildens magnet der er ét med Altet.

Opløft min sjæl, du kan og formår det.

Barn af Lyset, vend dig ikke bort.

Drag mig kraft, smelter i din ovn;

ét med alle ting, og alle ting i ét,

du ild for mit livs stræben

og ét med forstanden.

 

Når du har befriet din sjæl for dens lænker,

vid da, at mørket er veget tilbage fra dig.

For altid kan du søge visdom i rummet,

ej længere bundet af lænker smedet i kød.

 

Fremad og opad i morgenen skyd da frit,

o sjæl, til Lysets riger. Bevæg dig i orden,

bevæg dig i harmoni,

frit skal du bevæge dig

sammen med Lysets børn.

 

Søg og kend min nøgle til visdom.

Således, o menneske, vil du afgjort blive fri.

maragd tavle 4

 

 

Den rumfødte

 

Lyt, o menneske, til visdommens røst,

lyt til Thoth’s stemme, atlantiden.

 

Gratis giver jeg dig af min visdom,

samlet fra tiden og rummet i denne cyklus;

(Mysteriernes Mester, Morgensolen,

lever evigt, et barn af Lyset,

skinner klart, en morgenstjerne.

 

THOTH, menneskets lærer, er af ALTET.

For lang tid siden, i min barndom,

lå jeg under stjernerne på det længe begravede ATLANTIS

drømte om mysterier langt over menneskene.

 

Da voksede i mit hjerte en stor længsel

efter at erobre den vej, der førte til stjernerne.

År efter år søgte jeg efter visdom,

søgte ny viden, fulgte vejen,

indtil min sjæl til sidst med stort besvær

løste sig fra sine lænker og ilede bort.

 

Fri var jeg af jordmenneskets lænker.

Endelig var stjernerummet låst op for mig.

Fri var jeg af nattens bånd.

Nu søgte jeg visdom (lige) til rummets ende,

langt ud over det begrænsede menneskes viden.

 

Langt ud i rummet rejste min SJÆL frit,

ind i uendelighedens lyskreds.

Mærkelige, ud over  viden, var nogle af planeterne,

store og gigantiske, hinsides menneskenes drømme.

 

Dog fandt jeg, at Loven, i al sin skønhed,

virkede gennem og blandt dem ligesom her hos mennesket.

 

Frem brusede min sjæl gennem uendelighedens skønhed,

langt gennem rummet fløj jeg med mine tanker.

 

Hvilede jeg dér på en smuk planet.

Harmoniske toner opfyldte hele atmosfæren.

 

Former var der, der bevægede sig i (en) orden,

store og majestætiske som stjerner i natten,

stigende i harmoni, i ordnet ligevægt,

symboler på det kosmiske, i lighed med Loven.

 

Mange de stjerner, jeg passerede på min rejse;

mangfoldige menneskeracer på hver sin verden.

Nogle rækkende højt som morgenens stjerner,

nogle faldende dybt i nattens mørke.

 

Hver og én (af dem) kæmpede sig opad,

vindende højde og synkende i dybder,

til tider bevægende sig i lysende riger,

gennemlevende mørket, stræbende mod Lyset.

 

Vid, o menneske, at Lyset er din arv.

Vid, at mørket kun er et slør.

Forseglet i dit hjerte er den evige klarhed,

ventende på et øjebliks frihed til at erobre,

ventende på at fortrænge mørkets slør.

 

Nogle, jeg fandt, der havde overvundet æteren.

Fri af rummet var de, skønt de stadig var mennesker.

Ved at bruge den kraft, der er grundlaget for ALLE ting

konstruerede de langt ude i rummet en planet,

draget af den kraft, der strømmer gennem ALTET;

sammentrækkende, sammensmeltende æteren til former,

der voksede, som de ønskede.

 

Overgik i videnskab alle racer;

mægtige i visdom stjernesønnerne.

Længe jeg standsede iagttog deres visdom.

Så dem skabe byer ud af æteren,

gigantiske var de, rosa og gyldne.

Formet de var af det primære stof,

grundlaget for alt stof, den vidtstrøede æter.

 

Længst borte i fortiden de erobrede æteren,

afkastede besværets lænker,

dannede de blot i sindet et billede,

og hurtigt skabt voksede det.

 

Videre da min sjæl hastede gennem kosmos,

skuende stadig nye og gamle ting.

Erfarede, at mennesket i sandhed er rumfødt,

en sol af solen,

et barn af stjernerne.

 

Vid da, o menneske, hvad end du beboer,

er det ét med stjernerne.

 

 

Dine legemer er intet andet end planeter,

der roterer om deres centrale sole.

 

Når vundet I har al visdoms lys,

fri skal I være til at skinne i æteren –

en af solene, der oplyser det ydre mørke,

en af de rumfødte vokset ind i Lyset.

 

Som stjernerne med tiden mister deres stråleglans,

og lyset går fra dem ind i den store kilde,

således, o menneske, går sjælen videre fremad

og lader bag sig nattens mørke.

 

Frem af den primale æter skabte I,

(den, er fyldt af den stråleglans,

der flyder fra kilden,

bundet sammen af den æter, hvormed den er vokset sammen,

og dog flammer den altid, indtil den endelig er fri.

 

Løft din flamme og ud af mørket,

fly fra natten, og I skal blive frie.

 

Rejste jeg gennem rumtiden,

vidende, at min sjæl endelig var sat fri,

vidende, at jeg nu kunne indhente visdom.

Indtil jeg til sidst passerede til et plan,

skjult fra viden,

ej kendt af visdom,

udstrækning ud over alt, hvad vi kender.

 

Nu, o menneske, da jeg havde denne viden,

blev min sjæl lykkelig,

for nu var jeg fri.

Lyt, I rumfødte,

lyt til min visdom,

véd I ikke, at også I vil blive fri?

 

Lyt igen, o menneske, til min visdom,

at også I ved at høre kan leve og blive fri.

Ikke af Jorden er I – jordiske,

men børn af det Uendelige Kosmiske Lys.

 

Kender du ikke, o menneske, din arv?

Véd du ikke, at du i sandhed er Lyset?

Sol af den store sol, når du vinder visdom,

i sandhed bliver klar over dit slægtskab med Lyset.

 

Nu giver jeg dig viden

frihed til at gå på den sti, jeg har trådt;

sandelig vise dig, hvordan jeg gennem min stræben

betrådte den vej, der fører til stjernerne.

 

Lyt, o menneske, og kend dine lænker;

vid, hvordan du befrier dig fra båndene.

ud af mørket vil du stige.

ét med Lyset og ét med stjernerne.

 

Følg altid visdommens vej.

Kun herigennem kan du stige op fra dybet.

Altid fører menneskets skæbne ham fremad

ind i kurverne af Uendelighedens Alt.

 

Vid, o menneske, at alt rum er ordnet.

Kun gennem orden er du ét med Altet.

Orden og balance et loven i Kosmos.

Følg den, og du vil blive ét med Altet.

 

Den, der gerne vil følge visdommens vej,

må være åben for livets blomst,

strække sin bevidsthed ud af mørket,

flyde gennem tid og rum i Altet.

 

Dybt i tavsheden

må først du dvæle, indtil du til slut

er fri af begæret,

fri af længslen til at tale i stilheden.

 

Overvind gennem tavshed ordenes lænker.

Afstå fra spise, indtil vi har overvundet

lysten til mad, der er sjælens lænke.

 

Læg dig da ned i mørket.

Luk øjnene for lysets stråler.

Centrer din sjælekraft i din bevidsthed,

ryst den fri af nattens bånd.

 

Anbring i dit sind det billede, du ønsker.

Visualiser det sted, du begærer at se.

Vibrér frem og tilbage med din kraft.

Frigør sjælen fra dens nat.

Heftigt må du ryste med al din kraft,

indtil din sjæl til sidst er fri.

 

Mægtig hinsides ord er den kosmiske flamme,

hænger på planer, ukendt af mennesket,

mægtig og afbalanceret, bevæger sig ordnet,

harmoniernes musik, langt fra mennesket.

 

Tal med musik, syng med farver,

flam op fra begyndelsen af evighedens Alt.

Gnist af flammen er I, mine børn,

brændende i farver og levende med musik.

Lyt til stemmen, og du vil blive fri.

 

Bevidsthedens frihed er sammensmeltet med det kosmiske,

ét med orden og kærligheden af Altet.

Véd du ej, menneske, at ud af mørket

skal Lyset flamme frem, et symbol på Altet?

 

Bed denne bøn for opnåelse af visdom.

Bed om, at Lyset må komme til Altet.

 

Mægtige Lysets Ånd, der skinner gennem kosmos,

drag min flamme nærmere ind i harmoni med dig.

Løft min ild ud af mørket,

du ildens magnet der er ét med Altet.

Opløft min sjæl, du kan og formår det.

Barn af Lyset, vend dig ikke bort.

Drag mig kraft, smelter i din ovn;

ét med alle ting, og alle ting i ét,

du ild for mit livs stræben

og ét med forstanden.

 

Når du har befriet din sjæl for dens lænker,

vid da, at mørket er veget tilbage fra dig.

For altid kan du søge visdom i rummet,

ej længere bundet af lænker smedet i kød.

 

Fremad og opad i morgenen skyd da frit,

o sjæl, til Lysets riger. Bevæg dig i orden,

bevæg dig i harmoni,

frit skal du bevæge dig

sammen med Lysets børn.

 

Søg og kend min nøgle til visdom.

Således, o menneske, vil du afgjort blive fri.