Smaragdtavlerne

Studiegruppe

Amenti’s Haller

 

Dybt i Jordens hjerte ligger Amenti’s haller.

lang under øerne af det sunkne Atlantis,

de dødes haller og de levendes haller.

badet i ilden af det uendelige ALT.

 

Langt tilbage i en svunden tid, tabt i rumtiden,

så Lysets Børn ned på Jorden.

Skuede menneskebørnene i deres lænker,

bastet og bundet af den kraft, der kom fra hinsides.

Vidste, at kun gennem frihed for lænker

kunne mennesket nogensinde hæve sig fra Jorden til Solen.

 

Ned steg de og skabte (sig) legemer,

påtog sig lighed med mennesker.

Mestrene over alting sagde efter deres skaberakt:

Om

”Vi er de, der blev dannet af rummets støv,

tog del i livet fra det uendelige ALT,

boede i verden ligesom menneskebørnene,

lig og dog ulig menneskebørnene.”

 

Da, til bolig langt under Jordens skorpe,

sprængte de store rum med deres kraft,

rum adskilt fra menneskebørnene.

Omgav dem (rummene) med kræfter og magt,

afskærmede mod skader de dødes haller.

 

Side ved side anbragte de andre rum,

fyldte dem med liv og med lys fra oven.

Byggede de da Amenti’s haller,

(så) at de kunne dvæle der evigt,

leve (sammen) med livet til evighedens ende.

 

32 var der af børnene,

Lysets Sønner, der var kommet blandt menneskene,

søgende efter fra mørkets lænker

at udfri dem, der var bundet af kraften fra hinsides.

 

Dybt i Livets haller voksede en blomst og flammede,

udvidede sig og trængte natten tilbage.

 

(De) anbragte i midten en stråle af stor formåen,

livgivende, lysgivende, som opfyldte alle dem, der kom den nær, med kraft.

(De) placerede omkring den troner, 32 i tal,

sæder til hvert af Lysets børn,

anbragt så at de var badet i stråleglansen,

opfyldt med liv fra det evige Lys.

 

Dér placerede de gang på gang deres først skabte legemer,

at de kunne blive fyldt med Livets Ånd.

Et hundrede år ud af hvert tusinde

må det livgivende lys flamme (hen) over deres legemer,

opvække og forstærke Livets Ånd.

 

Dér i kredsen, fra æon til æon,

sidder de Store Mestre,

lever et liv ukendt blandt mennesker.

Dér i Livets haller ligger de sovende,

frit flyder deres sjæl gennem menneskenes legemer.

 

(fra) Tid til anden, medens deres legemer ligger sovende,

inkarnerer de i menneskelegemer.

Lærer fra sig og leder fremad og opad,

ud af mørket og ind i lyset.

 

Dér i Livets hal, opfyldt af deres visdom,

ukendt af menneskets racer, der altid lever under livets kolde liv,

sidder Lysets børn.

Der er tidspunkter, da de er vågne

(og) kommer fra dybderne for at være lys blandt menneskene;

uafgrænsede er de blandt de afgrænsede mennesker.

(I teksten er brugt ordene infinite og finit)

 

Den, der gennem fremskridt er vokset (bort) fra mørket,

har hævet sig selv fra natten og ind i lyset,

frigjort er han fra Amenti’s haller,

fri af Lysets blomst og af livet.

Ledet han da gennem visdom og kundskab

går fra (at være) menneske til (at være) Livets Mester.

 

Dér kan han dvæle som ét med Mestrene,

fri for lænkerne fra nattens mørke.

Anbragt inden for stråleglansens blomst

sidder syv Herrer fra rumtiderne over os,

hjælper og vejleder i kraft af uendelig visdom

menneskebørnene på vej gennem tiden.

 

Mægtige og mærkelige er de,

indhyllet i deres kraft,

tavse, alvidende,

dragende på livskraften,

anderledes og dog ét med menneskebørnene.

Ja, anderledes, og dog ét

med Lysets børn.

 

Vogtere og iagttagere af lænkernes kraft på mennesket,

rede til at løsne (dem), når lyset er blevet nået.

Som den første og mægtigste

sidder den tilslørede Tilstedeværelse, Herrernes Herre,

den ubegrænsede Niende,

(hævet) over de andre Herrer fra hver cyklus.

 

Tre, fire, fem og seks, syv og otte,

hver med sin opgave, hver med sine kræfter,

vejledende, styrende menneskets skæbne.

Dér sidder de, mægtige og magtfulde,

fri for al tid og rum.

 

Ikke er de af denne verden,

og dog beslægtet med den.

Ældre brødre er de

til menneskebørnene.

Med deres visdom

afvejer og dømmer de,

mens de betragter

lysets fremskridt blandt mennesker.

 

Frem for dem blev jeg ført af Dvæleren,

så ham smelte sammen med ÈN fra oven.

 

Da udgik en røst fra ham:

”Stor er du, Thoth, blandt menneskenes børn.

Fra nu af fri af Amenti’s haller,

Livets Mester blandt menneskebørnene.

Smag ikke døden, medmindre du ønsker det.

Drik af livet til evighedens ende.

Fremover er livet for altid

frit for dig at tage.

Fremover er døden kun tilkaldt af din hånd.

 

Dvæl her eller forlad (stedet), når du måtte ønske det,

frit ligger Amenti for menneskets sol.

Påtag dig liv i den form, du ønsker,

(du) Lysets barn, som er opvokset blandt mennesker.

Vælg (selv) dit arbejde; thi alle må (nødvendigvis) arbejde,

aldrig blive fri fra Lysets vej.

 

Èt skridt har du (nu) vundet på den lange vej opad,

uendelig er nu Lysets bjerg.

Hvert skridt, du tager, højner bjerget;

alle dine fremskridt forlænger (vejen til) målet.

 

Nærm dig altid den uendelige visdom,

stadig vil målet vige tilbage foran dig.

Fri er du nu af Amenti’s haller

til at gå hånd i hånd med verdens Herrer,

én til ét formål, i samarbejde,

(du) bringer af lyset til menneskebørnene.”

 

Da fra sin trone kom en af Mestrene,

tog min hånd og ledte mig fremad

gennem alle hallerne i det i dybet skjulte land.

Førte mig gennem Amenti’s haller,

viste (mig) de mysterier, der ikke er kendt af mennesket.

 

Ned gennem den mørke passage førte han mig,

ind i den hal, hvor den mørke død har sæde.

Uendelig som rummet lå den store hal foran mig,

med vægge af mørke og dog fyldt med lys.

 

Foran mig hævede sig en stor trone af mørke,

tilhyllet på den sad en nattens skikkelse.

Mørkere end (selve) mørket sad den store skikkelse,

mørk med et mørke, der ikke var af natten.

Da standsede Mesteren foran den og sagde

det ord, der medfører liv, idet han sagde:

”O, mørkets mester,

guide til vejen fra liv til liv,

frem for dig bringer jeg en morgenens sol.

Rør ham aldrig med nattens kraft.

Kald ikke hans flamme til nattens mørke.

Kend ham og se ham,

en af vore brødre,

løftet fra mørke ind i Lyset.

Slip hans flamme løs af dens lænker,

lad den frit flamme gennem nattens mørke.”

 

Hævede da skikkelsen sin hånd,

frem brød en flamme, der voksede (sig) klar og lys.

Rullede da hurtigt tilbage mørkets tæppe,

afslørede hallen (fri af) nattens mørke.

 

Frem da voksede i det store rum foran mig

flamme efter flamme, af nattens slør.

Utallige millioner sprang da foran mig,

(og) nogle flammede (op) som blomster af ild.

 

Andre der var, der afgav en sløret glød,

flød kun svagt ud af natten.

 

Nogle der var, der hurtigt gik ud;

andre voksede frem af en lille lysgnist.

Hver af dem omgivet af sit matte slør af mørke,

men brændte dog med (et) lys, der aldrig kunne slukkes.

Kommende og gående som ildfluer om foråret

fyldte de rummet med Lys og med Liv.

 

Da talte en stemme, mægtig, højtidelig den sagde:

”Disse lys er sjæle blandt mennesker.

De vokser og bliver svagere, men eksisterer evigt.

Forandrer sig, men lever dog, går gennem døden til liv.

Når de er sprunget ud til en blomst,

har nået toppen af vækst i deres liv,

hurtigt jeg da sender mit mørke slør,

tilhyller og ændrer til nye former for liv.

 

Støt voksende op gennem tidsaldrene,

ekspanderende til endnu en anden flamme,

oplyser (de) mørket med stadig større kraft,

slukket – og så alligevel ej – af nattens slør.

 

Således vokser menneskets sjæl stedse opad,

slukket – og så alligevel ej – af nattens slør.

 

Jeg, Døden, kommer, og dog forbliver jeg ej,

til evigt liv eksisterer i Altet;

blot en hindring er jeg på vejen,

hurtig at overvinde med det ubegrænsede lys.

 

Vågn op, o flamme, der stadig brænder indad,

bryd frem og overvind nattens slør.”

 

Da i flammernes midte i mørket

voksede der én, der drev mørket foran sig, flammende, stadig større,

stadig klarere, til det sluttelig kun var Lys.

 

Da talte min guide, da lød Mesterens stemme:

Se din egen sjæl, som den vokser i lyset,

fra nu af altid fri for nattens Herre.

 

Frem han mig ledte gennem mange store rum

fyldt med Lysets børns mysterier,

mysterier som mennesket aldrig kan kende til,

før det selv er en Lysets sol.

 

Tilbage Han da mig førte ind i Lyset

i Lysets hal.

Knælede jeg da foran de store Mestre,

Altets Herrer fra (livs)kredsløbene for oven (oppe på selve jordskorpen).

 

Talte han da med ord af stor kraft og sagde.

 

Du er nu fri af Amenti’s haller.

Vælg dit arbejde mellem menneskenes børn.

 

Da talte jeg:

O, store Mester, lad mig være en lærer for menneskene,

føre dem fremad og opad,

indtil også de er lys blandt menneskene,

befriet for det nattens slør, der omgiver dem,

og brændende med lys, der skal skinne blandt menneskene.

 

Talte da stemmen til mig:

Gå frem, som du vil. Lad det ske således.

Mester er du over din skæbne,

fri til at tage eller forkaste, som du vil.

Tag kraften, tag visdommen,

skin som et lys blandt menneskebørnene.

 

Opad da førte mig Dvæleren.

Atter jeg dvælede blandt menneskebørn,

lærte (fra mig) og udgød noget af min visdom

som en Lysets sol, en ild blandt mennesker.

 

Nu betræder jeg atter vejen nedad,

søger lyset i nattens mørke.

Vær frimodige, bevar jer selv og min lære,

ledetråd skal den være for menneskebørnene.